EU er en politisk og økonomisk union af 27 europæiske lande, der samarbejder inden for områder som handel, økonomi og retfærdighed. Schengen-zonen er en separat del af EU, hvor indre grænsekontrol mellem de deltagende lande er blevet ophævet, hvilket betyder, at rejsende kan rejse inden for zonen uden paskontrol.
Ikke alle EU-lande er en del af Schengen-zone, og nogle lande, der ikke er en del af EU, deltager i Schengen-zonen.
For at gøre dette mere gennemskueligt ser vi i denne artikel også på historien og oprindelsen af både EU og EU Schengen-området.
EU's historie og oprindelse
Den Europæiske Union (EU) blev født ud af en proces med politisk og økonomisk integration, der begyndte efter Anden Verdenskrig. Et af hovedmålene var at afslutte krigene mellem europæiske lande og finde en måde at arbejde sammen og løse konflikter på uden vold eller trusler.
I 1951 blev Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (forkortet: EKSF) grundlagt. Dette var en europæisk organisation, der skulle placere produktionen af kul og stål under en fælles høj myndigheds myndighed. EKSF blev på det tidspunkt grundlagt af Frankrig, Tyskland, Belgien, Nederlandene, Italien og Luxembourg. Dette var det første skridt hen imod en politisk og økonomisk union mellem europæiske lande. I 1957 blev Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) grundlagt af de samme lande, med det formål at styrke den økonomiske integration. EF skabte et fælles marked og forfulgte en monetær union.
I 1993 blev Maastricht-traktaten underskrevet, som førte til oprettelsen af Den Europæiske Union (EU) og indførelsen af euroen som fælles valuta. EU er siden udvidet med nye lande, der er kommet til, og omfanget af samarbejdet mellem medlemslandene er udvidet til mange flere områder, såsom indre anliggender, udenrigsanliggender, forsvar og retlige anliggender.
Schengen-områdets historie og oprindelse
Schengen-området blev oprettet, da fem lande tiltrådte i 1985 Schengen-aftalen underskrev en beslutning om gradvis afskaffelse af kontrollen ved fælles grænser. Efter aftalen blev Schengen-implementeringskonventionen indgået i 1990, som indeholdt en endelig afskaffelse af kontrollen ved de indre grænser og en række ledsageforanstaltninger. Kontrollen ved de ydre grænser blev skærpet, procedurerne for udstedelse af ensartede visa, den Schengen informationssystem (SIS) blev indført, politisamarbejdet ved de indre grænser blev intensiveret, og tilgangen til narkotikahandel blev forbedret.
I årene efter kom flere og flere EU-lande med i konventionen, og i 1997 blev konventionen indført som en formel del af EU-retten. Schengen-zonen består i dag af 27 lande, hvoraf de fleste er medlemmer af EU, selvom der også er nogle lande uden for EU, der er en del af Schengen-zonen.
Formålet med Schengen-traktaten
Formålet med Schengen-traktaten er at afskaffe indre grænse- og paskontrol mellem de deltagende lande og dermed øge rejsefriheden inden for Schengen-området. Det betyder, at rejsende inden for zonen uden paskontrol kan rejse. Traktaten har også til formål at styrke samarbejdet mellem de deltagende lande på områder som retlige og indre anliggender, med det formål bedre at opretholde sikkerheden og bekæmpe kriminalitet i zonen.
Hvorfor deltager nogle EU-lande ikke i Schengen-området?
Der er flere grunde til, at nogle EU-lande ikke er en del af Schengen-zonen. En af hovedårsagerne er, at nogle lande ønsker at bevare deres egen interne sikkerheds- og immigrationspolitik og ikke ønsker at gå på kompromis med dem med andre EU-lande. Nogle lande er klar over farerne ved kriminalitet og ulovlighed og har besluttet at opretholde deres grænsekontrol for at beskytte deres egen indre sikkerhed.
Andre lande er ikke medlem af Schengen-zonen, fordi de endnu ikke teknisk opfylder kravene for deltagelse, såsom at tilpasse infrastrukturen til de nye regler eller tilpasse deres nationale lovgivning. Der er også lande, der ikke er medlemmer af EU, men som er medlemmer af Schengen-zonen, såsom Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein. De har skrevet under på traktaten om rejsefrihed og samarbejde med EU-lande på områder som retlige og indre anliggender.
Hvornår får lande lov til at tilslutte sig Schengen-zonen?
For at blive medlem af Schengen-området skal Schengen-landene demonstrere, at de er i stand til at:
- bevogte Schengen-områdets ydre grænser på vegne af de øvrige Schengen-lande og en uniform visum for kortvarigt ophold at levere (Schengen visum);
- arbejde effektivt sammen med de andre Schengen-lande at opretholde et højt sikkerhedsniveau, når kontrollen ved de indre grænser er afskaffet;
- anvende Schengen-reglerne for land-, sø- og luftgrænsekontrol, udstedelse af visa, politisamarbejde og beskyttelse af personoplysninger;
- oprette forbindelse til og bruge Schengeninformationssystemet (SIS) og visuminformationssystemet (VIS).
Schengen-landene er regelmæssigt genstand for en evaluering for at afgøre, om de anvender Schengen-reglerne korrekt.
Hvilke lande er Schengen-lande?
Der er 27 europæiske lande, der falder ind under Schengen-området. Det er de såkaldte Schengen-lande. Som bosiddende i Den Europæiske Union (EU) kan du rejse frit inden for disse lande. Personer kontrolleres ved Schengen-områdets ydre grænser.
Dette er Schengen-landene:
- Belgien;
- Danmark;
- Tyskland;
- Estland;
- Finland;
- Frankrig;
- Grækenland;
- Ungarn;
- Italien;
- Kroatien (medlem fra 1. januar 2023);
- Letland;
- Liechtenstein;
- Litauen;
- Luxembourg;
- Malt;
- Holland;
- Norge;
- Østrig;
- Pollen;
- Portugal;
- Slovenien;
- Slovakiet;
- Spanien;
- Tjekkiet;
- Island;
- Sverige;
- Schweiz.
Hvilke EU-lande er ikke Schengen-lande
Disse EU-lande er ikke en del af Schengen-området:
- Bulgarien;
- Cypern;
- Irland;
- Rumænien.
Hvilke ikke-EU-lande er Schengen-lande
Disse lande er ikke en del af EU, men er en del af Schengen-området:
- Liechtenstein;
- Norge;
- Island;
- Schweiz.
EU's fremtid
EU's fremtid er usikker og afhænger af en række faktorer. Der er flere udfordringer, som EU står over for, såsom migrationskrisen, den voksende trussel om terrorisme, virkningen af Brexit, den økonomiske ulighed mellem medlemslandene, fremtiden for euroområdet og de voksende euroskeptiske bevægelser i nogle medlemslande.
Der er også et stigende krav om yderligere integration inden for EU, såsom etablering af en fælles asyl- og migrationspolitik, en fælles forsvarsunion og en mere koordineret udenrigs- og sikkerhedspolitik. På den anden side er der også stemmer for mindre integration og mere national suverænitet, især i lande, hvor en voksende euroskeptisk bevægelse er til stede.
Det er svært at forudsige, hvordan EU's fremtid vil se ud, men det vil afhænge af, hvordan EU og dets medlemsstater er i stand til at tackle udfordringerne og finde en balance mellem behovet for integration og behovet for national suverænitet.
Schengens fremtid
EU arbejder i øjeblikket på et program for "smarte grænser" for de ydre grænser. Dette består af et ind-/udrejsesystem, der forbedrer grænsekontrollen, bekæmper ulovlig migration og samtidig letter grænsepassage for hyppige og forhåndsscreenede rejsende. EU sigter også på at gøre visumproceduren mere forenelig med andre politikområder, såsom turisme, og yderligere at lette procedurerne for hyppige rejsende. Derudover overvejes en ny type visum, rejsevisumet, som vil give en mulighed for at opholde sig på to eller flere Schengenlandes territorium i mere end 90 dage, dog højst et år (med mulighed for
forlænge dette med endnu et år).
Fremtiden for Schengen-zonen er stadig usikker, da der er adskillige udfordringer, som zonen står over for, såsom migrationskrisen, den voksende trussel om terrorisme og virkningen af en pandemi, for eksempel. Migrationskrisen har ført til spændinger mellem de deltagende lande om, hvordan de skal håndtere tilstrømningen af flygtninge og migranter. Nogle lande har midlertidigt genindført deres grænsekontrol for at bringe situationen under kontrol, hvilket truer rejsefriheden inden for zonen.
Den voksende trussel om terrorisme har ført til en stigning i sikkerhedsforanstaltninger i zonen, hvilket begrænser rejsefriheden. Der er også stemmer for en yderligere styrkelse af samarbejdet inden for Schengen-området, såsom etablering af en fælles asyl- og migrationspolitik og fælles grænsekontrol. Det er derfor svært at forudsige, hvordan fremtiden for Schengen-zonen vil se ud. Det vil afhænge af, hvordan EU og de deltagende lande er i stand til at tackle udfordringerne og finde balancen mellem rejsefriheden og borgernes sikkerhed.
Kilder: National regering og Europa-Kommissionen
Relaterede indlæg:
